Kunne du finde på at lyve for din læge eller på skadestuen, hvis der blev spurgt, om det gjorde ondt hér eller dér på kroppen?

Nej, hvad skulle det dog føre med siger, spørger du måske helt opgivende og rystende på hovedet, for du narrer jo ikke andre end dig selv ved at navigere ukorrekt og fordreje sandheden med dine anvisninger, så du ender med at få en behandling, der ikke hjælper dig – eller som måske bare gør tingene værre.

Hvorfor er det så lige, at vi mennesker – ofte mænd – har så svært ved at åbne op for en psykolog?

Er det den gamle travhest, der skal hives ind i manegen med, at mænd er dårlige til at tale om følelser?

Nogle mennesker er specielt ikke gode til at tale om følelser, og de kan komme fra et følelseskoldt hjem, hvilket måske er årsagen til, at man nu besøger ens vante psykolog i Helsinge, som man er blevet henvist til eller selv har valgt at besøge, fordi man har opdaget selv, at man skubber folk væk fra sig, fordi man har så svært ved at sætte ord på ens følelser, så man får svært ved at knytte bånd.

Men så sidder man jo egentlig bare der med en ukendt person, som godt nok er uddannet til at hjælpe dig, men du kender jo ikke vedkommende på et personligt plan.

Du frygter, at vedkommende vil fortælle rygter om dit i byen og genfortælle dine samtaler med vedkommende til andre.

Her skal man huske på, at behandleren har tavshedspligt, og overholdt vedkommende ikke det, så ville kunderne blive væk i hobetal.

Faktisk skal man se muligheden som en øvelse på at åbne op, da psykologen ikke er investeret i dig personligt, og psykologer behandler da også sjældent den nærmeste familie.

På den måde kan man både øve sig i at åbne op, og man kan få den rette behandling samtidig.